Bibelens forståelse af bøn som en samtale med Gud findes i kristen spiritualitet, men bliver ofte overskygget af den form for bøn, hvor vi betjener os af andres ord fremfor af vores egne. Den hellige Teresa af Avila giver udtryk for en lang bønstradition når hun siger, "Men bøn er intet anden end et intimt venskab, en hyppig hjerte-til-hjerte samtale med Gud som vi ved elsker os." 

Det samme var i Ignatius' tanker da han foreslog 'colloquy' som en bønsform. 'Colloquy' betyder 'at tale samme'. Det indebærer en personlig og spontan samtale, en snak, mellem venner. Ignatius siger, "Forestil dig vores Herre Kristus foran dig, naglet til korset, inled en  colloquy...En colloquy betyder at tale som én ven med den anden, nogle gange for at bede om en tjeneste, andre gange når man anklager sig selv for fejl, eller når man deler bekymringer og beder og råd til hvordan man skal løse dem." (Ignatius: Writings, 296)

Andre steder roser Ignatius det som han kalder 'intimitet med Gud'. Vi har brug for at vove denne intimitet. Hvis et venskab skal voksne har mennesker brug for tid alene med hinanden; tid til at tale og tid til at lytte; tid til at udforske hinandens liv, og at opdage deres værdier, holdninger og preferencer. At åbne sig overfor den anden er kernen i venskab: begge bliver sårbare. Jeg spørger, 'Vil du acceptere mig som jeg er? Vil jeg opleve at jeg bliver behandlet med forsigtighed? Vil min værdighed overleve dit blik?'

Et uddrag fra Finding God in All Things