… Jeg må tilstå at personlig bøn har ledsaget mig gennem årene, stabilt almindeligvis dagligt. Ofte lidt ligegyldig, dårlig forberedt, overfladisk, forjaget osv. Men bønnen har også været en kilde til dybde, glæde, styrke, ja jeg vover at sige kærlighed. Det gælder særligt i disse år med alvorlig sygdom, sikkert fordi jeg har haft tiden og stilheden til at nyde Guds nærvær. Skt. Ignatius af Loyola overrasker folk med sin påstand om, at trøst er almindeligt og mistrøst er ualmindeligt. For ham er det en selvfølge at Gud finder glæde i folk, som Bibelen siger. Jeg kan kun sige, at min hverdags-stilhed, aldrig særlig lang, oftest højst 30 minutter, efterlader mig velsignet og klar til livet. Alligevel er det svært at forklare andre. Jeg begynder oftest med ”at samle mig”. Det andet faste element er et udgangspunkt i Skriften. Ofte blot en sætning eller to. Nok til at vække fornemmelsen af løfte of nærvær. Så er det ofte nok, blot at hvile der, at lade hjertet lære på sin måde. Men bønnens formål er ikke hvilen, men bevægelse, forandring, forvandling, ultimativt kærlighed lært af Helligåndens handling. Inden afslutningen følgeer jeg ofte Skt. Ignatius’ anbefaling og gør bønnen mere til en samtale, som om jeg talte med Maria eller Jesus eller Faderen (eller nogle af helgenerne). Fokus her, er at bede om at kunne leve det, jeg har fået glimt af ved at være sammen med Gud i bøn.

Uddrag fra Into Extra Time – Living Through the Final Stages of Cancer and Jottings Along the Way af Michael Paul Gallagher SJ

(pp 40-41)