• Stilhed

    Gør dig sårbar over for kærlighedens Gud

    Refleksionsteksterne i denne session er redigeret ud fra kapitel 3 i p. James Martins bog Seven Last Words, som bruges med tilladelse fra Harper Collins.

    • Når du begynder på dagens bøn, så læg mærke til, hvordan du har det, når du kommer ind i Guds nærvær. Begynd så med at åbne dig for Herren, og gør dig sårbar over for kærlighedens Gud. Mens du gør det, så husk, at du kommer til at stå foran den Gud, som blev sårbar for dig i Kristi krop.
  • Indbydelse

    De kristne tror på, at Jesus er helt menneske og helt Gud
    • De kristne tror på, at Jesus er helt menneske og helt Gud. Nogle kristne kan bedst forholde sig til mennesket Jesus, manden som i det første århundrede gik rundt i Palæstina, som havde en krop, der følte det, vi føler, og som virkelig var en af os.
    • Andre kan bedre forholde sig til den guddommelige Jesus, ham som er opstået fra de døde, og som hersker i Himlen. Sagt på en anden måde: Nogle mennesker kan bedst forholde sig til Jesus af Nazaret, og andre til Vor Herre Jesus Kristus.
    • I dag vender vi vores opmærksomhed mod Maria. Maria var en helt menneskelig person, ikke guddommelig ligesom Jesus. Men folk forholder sig alligevel til hende på to grundlæggende måder. Mange kan bedst forholde sig til Guds moder, Himlens dronning, hende som beder for os i Himlen. Men i dagens session vil vi tænke på Maria på en anden måde. Vi vil tænke på Miriam fra Nazaret, en kvinde, som boede i en lille landsby i Galilæa ved navn Nazaret. Se denne kvinde for dig, mens du hører dagens læsning fra Johannesevangeliet…
  • Skriftsted

    Johannesevangeliet 19,26-27

    Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

  • Refleksion

    Forestil dig nu, at Maria efter sit indviklede liv står ved foden af korset
    • Mange kristne idealiserer Maria. Vi tænker: "Hvor må det have været vidunderligt at blive udvalgt til dette her! Hvor fantastisk at være blevet mor til Jesus! Sikke et nådefuldt liv hun levede!" Men selvom Maria virkelig levede et nådefuldt liv, må vi ikke glemme, at hun som virkelig kvinde sandsynligvis oplevede stor forvirring. Jesu arbejde kan have været forvirrende for Maria. Og som det ville være for enhver mor, var det helt sikkert smertefuldt for hende at opleve, at hendes barn flyttede hjemmefra. Men selvom Jesus var nødt til at holde afstand, da han begyndte sit offentlige virke, elskede han sin familie.
    • Forestil dig selv sammen med Miriam fra Nazaret. Hun har haft et mærkeligt liv. Hun blev udvalgt af Gud til at gøre noget, som i starten forvirrede hende. Hun blev bedt om at opdrage en søn, som helt bestemt var et enestående barn, selvom vi ikke ved meget om hans barndom.
    • Forestil dig nu den søn i Nazaret, mens han meddeler, at han tager afsted for at forkynde det glade budskab… Forestil dig, at Maria er urolig over det, han gør… Forestil dig så, at hun får en større forståelse af hans kald og opmuntrer ham til at være den, han er kaldet til at være.
    • Derefter bliver Maria forbløffet over hans magt, og til sidst har hun stor ærefrygt for, hvem hendes søn er.
    • Forestil dig nu, at Maria efter sit indviklede liv står ved foden af korset. Forestil dig, hvordan det må have været at høre hendes søn sige til hende: "Kvinde, dér er din søn", og til den discipel, han elskede: "Dér er din mor." Hvad gør Jesus for hende i sine sidste øjeblikke? Han drager omsorg for hende.
  • Tal med Gud

    Hvem har mon brug for din hjælp i dag?
    • Et spørgsmål: Før dette øjeblik i Jesu liv, før hans tid på korset, hvornår var han så mest hjælpeløs og sårbar? Da han var et spædbarn… Gud var afhængig af os. Og hvem drog mest omsorg for Gud i hans hjælpeløshed? Maria. Hvordan er det for dig at reflektere over Jesu sårbarhed som et spædbarn? Foretrækker du at tænke på Jesus i hans guddommelige form?
    • Vi kan altid hjælpe i vores hjælpeløshed. Maria hjalp det hjælpeløse Jesusbarn i begyndelsen af hans liv. Ved slutningen af sit liv hjalp den hjælpeløse Jesus Maria. Hvordan har du mon brug for Jesu hjælp i dag?
    • Hvem har mon brug for din hjælp i dag? Hvordan kan du tilbyde dem at hjælpe?
    • Når du beder om jomfru Marias forbøn, beder du altså ikke kun til Himlens dronning, Guds moder, men til Miriam fra Nazaret, en kvinde som havde et vanskeligt liv, som kender til forvirring, som kender til hjertesorg, og som ved, hvad det vil sige at blive elsket og hjulpet af Jesus. Og som kender dig. Nu og i din dødstime. Sid nu i Jesu nærvær og giv ham eller Maria dine tanker og dit hjerte i disse afsluttende øjeblikke.
Hjem