• Stilhed

    Forestil dig vores livgivende Gud

    I denne del skal du simpelthen fokusere på at trække vejret og lytte til dit åndedræt. Ånd ind og ud uden at ændre tempoet på nogen måde. Gå bare ind i stilheden og den mirakuløse, livgivende handling, det er at trække luft ind og puste den ud igen. Forestil dig vores livgivende Gud i færd med at gøre netop det, og brug det billede til at blive stille.

    Når du har været stille et stykke tid, så vend dig til Gud og sig: "Her er jeg; Tal, Herre, din tjener hører!”

  • Introduktion til ugens skriftsted

    Det kan være godt at vide, at denne historie står i Matthæusevangeliet lige efter den, vi kiggede på i sidste uge: helbredelsen af en spedalsk. I denne del hører vi historien om, hvordan Jesus helbreder officerens tjener. Forestil dig, hvordan scenen udspiller sig.

  • Skriftsted

    Matthæusevangeliet 8,5-13

    Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: "Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt." Han sagde til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham." Men officeren sagde: "Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det." Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: "Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren." Men til officeren sagde Jesus: "Gå, det skal ske dig, som du troede!" Og hans tjener blev helbredt i samme time.

  • Refleksion

    Har du nogensinde bedt Jesus om noget?
    • "Da Jesus gik ind i Kapernaum"; Vi bemærker, at det ikke er Nazaret, hvor Jesus havde hjemme, men den aktive fiskerlandsby ved nordbredden af Galilæa Sø, hvor han havde sit hovedkvarter, mens han var i Galilæa. Det er der, han udviser sin barmhjertighed. Hvor er dit Kapernaum?
    • Til vores overraskelse er den person, som henvender sig til ham, en romersk officer, ikkejøde og professionelt medlem af besættelsesmagtens hær. Jesu helbredende barmhjertighed er ikke begrænset til "folk som os". Ikke nok med det, men denne hedning og fjende af folket beder faktisk Jesus om at gøre noget for ham, og derfor ved vi, at på en eller anden måde vil alt blive godt. Har du nogensinde bedt Jesus om noget?
    • Så fortæller han om sit problem: Det drejer sig ikke om ham selv, men om hans tjener. Officeren fortæller om ham, at han "ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt." Hvad følte du, mens du lyttede til officerens beretning?
    • Nu gælder det Jesu svar. Han siger umiddelbart og uden at tænke på, at manden er fra "den anden side", at han "vil komme og helbrede" hans tjener, og han siger det med den stilfærdige fortrøstning, som alle Jesu ytringer er præget af. Hvad siger Jesu svar ("Jeg vil komme og helbrede ham") dig?
  • Tal med Gud

    Kan du huske, at du har oplevet Guds helbredende barmhjertighed gennem Jesus?
    • Så fortsætter denne historie om barmhjertighed på et andet niveau, da officeren ydmygt siger: "Jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag." Hvis Jesus var af den strengeste observans, ville det være helt korrekt, men denne hedning ved, hvad han har med at gøre: "Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt." Han ved, at Gud kan handle gennem Jesus, og ikke kun for jøderne. Kan du reflektere over, hvorfor officeren prøvede at forhindre Jesus i at gå ind i hans hus?
    • Historien dykker ned i et endnu dybere troslag, da Jesus bemærker: "Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel." Minder denne tros dybde dig om nogen i dit eget liv? Udfordrer historien dig til at tro på Jesu helbredende nåde?
    • Og det bliver endnu bedre med en forudsigelse af, at mange ikkejøder vil modtage barmhjertighed, og en skræmmende forudsigelse for Jesu religiøse modstandere: "Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren." Synes vi somme tider, at Guds helbredende nåde kun er begrænset til "den rigtige type mennesker"?
    • Historien ender med en bemærkelsesværdig konklusion: "Gå, det skal ske dig, som du troede!" og vi hører evangelisten afslutte historien: "Og hans tjener blev helbredt i samme time." Kan du huske, at du har oplevet Guds helbredende barmhjertighed gennem Jesus? Tal med Herren om det og lad det bære dig gennem denne uge i vores fasterejse.
Hjem