• Stilhed

    Luk dine øjne for at lade dit indre selv finde ro

    Når du begynder denne reflektionstid, så luk dine øjne for at lade dit indre selv finde ro. Du er her for at modtage nyt lys i dit liv. Bed om at blive i stand til at mærke dine dybeste længsler. Herre Jesus, du har sagt, at du er verdens lys og ”vejen, sandheden og livet”. Lad mig blive opmærksom på, hvordan jeg kan rejse med dig i denne adventstid mod nyt lys, mod dig.

  • Skriftsted

    Matthæusevangeliet2,9-11a

    Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det.

  • Refleksion

    Her bliver det tid til en pause, hvor du beder om at få lov til at komme til klarhed over, at al din længsel efter at møde Kristus bliver favnet og transformeret af hans længsel efter at komme dig i møde
    • De vise mænds rejse nærmer sig sit højdepunkt: øjeblikket hvor de finder Jesus og tilbeder ham. De har rejst den sidste bid vej fra Jerusalem til Betlehem. Jerusalem var for de tre vise mænd et uroligt sted, eller måske snarere et mismodets og sjælemørkets sted. Nu kom lyset fra stjernen tilbage og førte dem til den lille by Betlehem, hvor den stod stille over huset, hvor de fandt Maria og Jesus. Bemærk igen, at denne del af rejsen er karakteriseret af stor glæde. For var Herodes’ Jerusalem magtens og rænkernes by, så skulle Betlehem vise sig at være et enfoldighedens og bønnens sted. De to steder repræsenterer åndelige rum, ikke bare geografiske placeringer. Sommetider ved vi, at vi er på rette vej, og vi genkender sammenstødet mellem harmoni og falskhed. Sådan ankommer de vise mænd til dette tilbedelsens øjeblik, som er deres rejses højdepunkt. Evangelieteksten fortæller, at de gik ind i huset. At gå ind i det rum er invitationen til denne del af adventsretræten. I ”Bekendelser” fortæller den hellige Augustin om sin lange færd, hvor han rejser gennem forskellige skoler for at finde ud af, hvem Gud er. Mod slutningen stilles han over for en sidste forhindring: ”Jeg var ikke ydmyg nok til at begribe den ydmyge Jesus som min Gud… Jeg kunne ikke engang forestille mig at mysteriet lå skjult i Ordet der blev kød ” (VII Bog, 24-25).
    • Måske var det også nødvendigt for de vise at krydse denne overrumplende tærskel på vej ind til tilbedelsen. De vise mænd repræsenterer de genuint vise åndelige traditioner uden for jødedommen. Endelig har deres visdom ført dem til opdagelsen af den nyfødte konge - målet for hele deres lange rejse. Men forstod disse søgende fra Østen det enestående gudsnærvær i dette barn? Matthæus fortæller os ikke, hvad der foregik i deres hoveder, mens de tilbad, men de ord, han bruger, synes at implicere et vist ”troens spring” hos disse hedenske søgende. Vi hører, at de faldt ned for ham og tilbad ham, og i andre oversættelser at de knælede ned og ærede ham.
    • Der er noget helt usædvanligt på færde her. Hvis vi forestiller os, at de vise bliver klar over, at dette barn på en eller anden måde er guddommeligt, så forandres alt for dem. Deres rejse fra Øst møder Guds rejse ind i verden. De søgende opdager nu, at det var dette barn, der ledte efter dem. Her bliver det tid til en pause, hvor du beder om at få lov til at komme til klarhed over, at al din længsel efter at møde Kristus bliver favnet og transformeret af hans længsel efter at komme dig i møde.
  • Tilbedelse er bønnens ypperste form, hvor man overvældes af en fornemmelse af Guds herlighed og nærvær
    • Hvad er tilbedelse? Det er bønnens ypperste form. Dér hvor man overvældes af en fornemmelse af Guds herlighed og nærvær. I Bibelen er det forbundet med til fulde at være klar over Guds hellighed og nærvær, og tit svares der ikke blot åndeligt, men den pågældende ligger udstrakt på jorden, som i Ezekiels syn (Ezekiels Bog 1,28) eller i forbindelse med Paulus’ Damaskusoplevelse (Apostlenes Gerninger 9,4) eller til slut i Matthæusevangeliet, hvor disciplene falder til jorden foran den opstandne Herre. De vise mænd frembærer deres stille ærefrygt med den samme gestus. Hopkins’ oversættelse af den berømte salme: ”Adoro te devote” indfanger på smukkeste vis selve tilbedelsens essens. ”Du Guddom i skjul, som jeg tilbeder, underfuldt skjulte Gud er du!”
    • Denne gamle salme blev skrevet med henblik på tilbedelse af eukaristien, men også for de vise mænd er det guddommelige nærvær skjult i et hjælpeløst barn. Det ser ud til, at de nådefuldt bliver sat i stand til at se det usædvanlige i det helt almindelige og at træde ind i et ordløst rum, hvor de kan betragte det. I det lys opmuntrer denne del af retræten os til stille bøn. Det kan kræve, at man er lidt tålmodig med sig selv at opnå det, der kaldes ”stille musik”. Det er vigtigt at huske, at kropslig udfoldelse kan være en vigtig del af dét at udvise ærefrygt. Det kan måske også hjælpe at gentage visse sætninger, samtidig med at man forestiller sig, at man er en del af sceneriet: ”Herre Jesus” eller ”Helligt vorde dit navn” eller vendt mod Maria: ” Herren er med dig”. Men glem ikke at lade disse ord synke ind i den stilhed, hvor hjertet fortaber sig i underet og nyder Jesus nærvær. ”Smag og se, at Herren er god” (Salme 34,9).
    • En af de mest overraskende passager i Ignatius’ Åndelige Øvelser er et sted, hvor han giver instrukser til retrætelederen (#15). Han insisterer på, at Gud søger at kommunikere direkte med retrætanten, sætte hjertet i brand med sin kærlighed, og at retrætelederen på ingen måde må stå i vejen for dette umiddelbare gudsnærvær. Sådan er tilbedelsen i høj grad også det transformerende rum, der åbner sig for enhver af os på sin egen måde. Det inviterer os ind i en stille ærefrygt uden ”for mange ord”, som Jesus selv sagde (Matthæusevangeliet 6,8).  ”Kontemplation begynder, når mysteriet så småt åbenbarer sig i al sin storhed. Noget umuligt er sket. Gud har manifesteret sig i et menneskeliv” (Hans Urs vor Balthasar). ”Giv mig dig selv, for du er nok for mig ” (Julian af Norwich). Fat mod og indstil dit hjertes blik på denne tilsynekomst, denne herlighed, der på én gang er skjult og åbenbaret.
Hjem