• Stilhed

    Luk dine øjne for at lade dit indre selv finde ro

    Når du begynder denne reflektionstid, så luk dine øjne for at lade dit indre selv finde ro. Du er her for at modtage nyt lys i dit liv. Bed om at blive i stand til at mærke dine dybeste længsler. Herre Jesus, du har sagt, at du er verdens lys og ”vejen, sandheden og livet”. Lad mig blive opmærksom på, hvordan jeg kan rejse med dig i denne adventstid mod nyt lys, mod dig.

  • Skriftsted

    Matthæusevangeliet 2,7-9

    Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det." Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

  • Refleksion

    Ligesom vismændene rejser vi sammen på vores vej
    • Traditionelle billeder af de hellige tre konger, eller vise mænd, viser altid tre af dem. Faktisk nævner Matthæusevangeliet ikke, hvor mange der var. Det fortæller om de tre gaver, og kunstnere har næsten altid skildret tre personer: en gammel, en ung og en af en anden race. Som tiden gik, fik de også navne: Casper, Melchior og Balthazar. Uanset hvor mange de var, synes det at have betydning, at de rejste sammen. I Ermanno Olmi’s film Cammina cammina forestiller han sig, at vismændene rejste sammen med deres familier og stammefæller.
    • Med dette in mente kan det i det næste led i vores adventsretræte være nyttigt at tænke på de mange mennesker, som har krydset vores vej gennem livet, særligt de, der har rejst sammen med os på vores trosvandring. Hvis man træder et skridt tilbage fra det, William James kaldte hverdagens ”store, summende forvirring” med dens øjeblikke og begivenheder, er det menneskene, der træder frem. De er ledetråden i historien om et liv. Den spanske jesuit, Balthasar Gracian (1601-1658), skrev, at “livet uden venner er som livet på en øde ø”, og tilføjede, at det at finde og bevare selv et enkelt dybt venskab i livet er den største af alle velsignelser. Naturligvis er vi i kontakt med mange mennesker, uden at det udvikler sig til venskab, men disse møder påvirker også tonen i vores liv som kristne. Hvordan forholder jeg mig til den fremmede, til tiggeren, til en vanskelig person? ”Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig,” siger Jesus.
    • Kort sagt er det gennem kvaliteten af vores relationer med andre, at vi vokser og udvikler os. At hjertet lærer generøsitet at kende eller bliver såret. Forhåbentlig finder vi, ligesom vismændene, venner, der nærer os under vores rejse mod Gud. Oplever vi forståelse og accept hos andre, har vi lettere ved at tro på accepten hos en kærlig Gud. Ligesom vismændene rejser vi sammen på vores vej. Vores bøn i denne adventstid kan tage udgangspunkt i dette aspekt af vores liv, en undersøgelse i tre momenter: erindringen, helbredelsen og taknemmeligheden.
  • Tal med Gud

    Sig tak for velsignelsen ved disse møder og hvordan de har gjort dig mere åben over for Gud
    • Erindringen. I hver af disse momenter kan du genopleve dit livs historie, tage det med i din bøn, og søge at genkende Gud på arbejde i dit liv. Tænk på dine forældre og familie, barndomsvenner eller skolekammerater, folk hvortil du har et særligt forhold af tillid og kærlighed. Tænk på de forhold, som har varet ved, og de, som er rindet ud. Hvem er nøglepersonerne, uden hvilke dit liv ville have været fuldstændig anderledes? Forhast dig ikke, tag dig tid. Dvæl ved de stærke minder. Har møderne med disse mennesker hjulpet dig til at blive mere tro mod det lys, du følger (ligesom vismændene, på deres rejse)? Eller har nogle af dem efterladt dig såret, måske endda forbitret? Husk at gense fortiden (og nutiden) sammen med Herren, ikke kun på egen hånd. Jesus kom glad på besøg hos Zakæus (Lukasevangeliet 19). Forestil dig ham på besøg i alle værelserne i din livshistorie. Forsøg at se den gennem hans øjne.
    • Helbredelse. Støder du på smertefulde erindringer, skal du ikke vige udenom. At finde helbredelse er en vigtig fase af denne valfart mod jul. ”Forlad os, som også vi forlader”: denne vigtige sætning i Fadervor fremhæves ofte i evangeliet. Vi opfordres til at bede for vores ”fjender”, men det er ikke let. Vi kan ikke altid betvinge vores følelser, men vi kan forsøge at give slip på bitterheden. Måske kan dette billede hjælpe. Tænk på et forstørrelsesglas: det forstørrer ordene på siden, mens resten af siden bliver forvrænget. Hvis et forhold er blevet dårligt, eller værre, er det let at udvikle et negativt forstørrelsesglas, som forstørrer nag og bitterhed og ikke får hele ”siden” af vores historie med. Det er en nåde at slå et sådant glas i stykker, og det sætter hjertet fri til trosvandringen. Hav modet til at dvæle ved erindringen og søge den frihed hos Herren.
    • TaknemmelighedI vores vandring sammen med andre håber vi, at de fleste af vores erindringer vil være livgivende og dermed kilder til undren og taknemmelighed. Vi har brug for andre til at sætte os fri til kærlighed, og det gør de på mange forskellige måder. Husk tider med særlig nærhed eller glæde sammen med andre. Husk, hvordan et tilfældigt møde voksede til et varigt venskab. Sig tak for velsignelsen ved disse møder og hvordan de har gjort dig mere åben over for Gud. Både i vort daglige liv og i vort forhold til Jesus overskrider vi grænser og opnår nye dybder. Som Jesus siger: ” Jeg kalder jer ikke længere tjenere… jeg kalder jer venner” (Johannesevangeliet 15,15).
    • Set i dette lys bliver vores adventsrejse en rejse mod opdagelse af den Ven, som kommer igen i år.
Hjem