• Stilhed

    Lad hele din opmærksomhed være rettet mod genstanden
    • Prøv at indlede bønnen i dag med at finde en fysisk genstand, som du på en behagelig måde kan holde. Det kan være en kop, et stykke frugt, en fjer eller en lille sten. Hvis der ikke er noget i nærheden, kan du i stedet fokusere på noget af det tøj, du har på. Vælg en genstand og sid stille og roligt og betragt den et øjeblik.
    • Tag nu genstanden i hænderne. Kig grundigt på den. Bemærk, hvordan den føles, hvor tung den er, om den er ru eller glat, hård eller blød. Lad for en stund hele din opmærksomhed være rettet mod genstanden.
    • Kig herefter på genstanden en ekstra gang. Hvad kan du få øje på, som du ikke lagde mærke til første gang? Hvad gør netop denne genstand unik? Selv hvis der er tale om noget masseproduceret, vil der være et eller andet, der gør den anderledes end andre tilsvarende genstande.
    • Brug nu lidt mere tid på blot at værdsætte den genstand, du holder, fordi den også er en del af Guds skaberværk. Engagér dig herefter i den korte passage, som kun er nævnt i Lukasevangeliet:
  • Skriftsted

    Lukas 23:27-31

    En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: "Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?"

  • Refleksion

    Prøv at forestille dig scenen på vejen til Golgata
    • Har du nogensinde set filmen Schindlers Liste? Der er en scene, hvor Otto Schindler, omgivet af SS-officerer, betragter ankomsten af en sending jøder, der ankommer i kreaturvogne og beder om, at alle vognene må blive overøst med koldt vand. Ordren bliver udført, og hvad der først virker som en ondsindet spøg, viser sig at være en nådegerning. Det er en brændende varm dag, og menneskene i kreaturvognene er våde af sved og utrolig tørstige. Da vandslangerne vendes mod dem, er de ivrige efter at mærke det iskolde vand og kæmper for at fange et par dråber med hænderne eller læberne. En af officererne kritiserer Schindlers handling. "Du giver dem håb," siger han. "Det burde du ikke gøre." 
    • Prøv nu at forestille dig scenen på vejen til Golgata. Forestil dig, at du selv befinder dig i mængden. Hvad ser du?
    • Nogle kommentatorer mener, at "Jerusalems døtre" er en gruppe fromme, jødiske kvinder, der tog til korsfæstelser for at give ofrene vin tilsat bedøvelsesmiddel for at lindre deres frygtelige smerter. De gjorde dette af næstekærlighed og måske også som et tegn på modstand mod den romerske besættelsesmagt. Førte den lindring, de tilbød ofrene, til håb? Næppe, for de vidste, at de i løbet af få minutter ville blive rejst på deres kors med kun døden i vente. Men de ville helt sikkert opfatte det som en velgørende handling, som en gruppe mennesker udførte for en anden gruppe, der led. Giver den slags nådegerninger i situationer med enorme lidelser mening for dig?
  • Samtale med Gud

    Hvordan har du selv været kilde til håb eller heling for andre?
    • Jesus fortæller disse kvinder, at de ikke skal græde over ham, men over dem selv. De fleste forskere mener, at Jesus her taler om romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 - en frygtelig belejringskrig, der endte med forfærdelige blodsudgydelser. Samtidig er det endnu et tegn på Jesu uendelige medfølelse. Lidt senere i Lukasevangeliet siger Jesus, med henvisning til de soldater, der sømmer hans håndled og fødder fast til korset, "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør". Hvilket betydning har disse ord for dig?
    • Det siges, at da Jesus snublede under korsets vægt på vejen til Golgata, kom en kvindelig tilhører frem fra mængden for at tørre sveden af hans ansigt. Hun blev belønnet med et aftryk af hans ansigt sin klud. Hændelsen bliver ikke nævnt i nogle af evangelieteksterne og er muligvis blot en legende, men den afspejler tydeligt den sandhed, at Gud ser med glæde på enhver velgørenhedshandling. Hvordan har du selv været kilde til håb eller heling for andre? Har du lært noget om Gud ved at gøre noget godt for andre?
    • Jesus fortæller Jerusalems døtre, at de - og vi - skal græde over vores egne synder. I fastetiden gør vi status over vores egne liv og tilskyndes til at vende os helt fra synden, før vi hjælper andre med at gøre det samme. Hvilke ting i vores verden og i dit eget liv ville Jesus græde over?
    • Du kan afslutte dagens bøn ved at takke Gud for de mennesker, der har været kilde til håb eller heling for dig. Eller måske ved at bede om den nådegave at kunne være hans instrument til at give håb og heling til andre.
Hjem